Hvorfor det ikke handler om mad
Man tror, en spiseforstyrrelse handler om mad, vægt og krop. Det gør den også – på overfladen. Men under den ligger næsten altid noget andet.
(Eksempelindlæg – slet eller skriv om.)
De unge, jeg har mødt på afdelingen, har fået mange gode råd om mad. Spis lidt mere. Spis lidt mindre. Spis regelmæssigt. Rådene var velmenende, og de var ikke forkerte. De ramte bare ved siden af.
For det, de havde brug for, var sjældent en madplan. Det var et sted, hvor de kunne være bange uden at skulle forklare hvorfor.
Spiseforstyrrelsen som sprog
Jeg tænker ofte på spiseforstyrrelsen som et sprog. Et sprog for det, der ikke kunne siges. Sult kan være et udtryk for, at man ikke vil fylde. Overspisning kan være en måde at dulme en følelse, der ellers ville vælte alt. Kontrol over mad kan være det eneste sted, hvor man har kontrol overhovedet.
Når man forstår det sådan, giver det pludselig mening, at “bare spis noget” ikke virker. Man kan ikke tage sproget fra et menneske uden at give det et andet.
Hvad vi gør i stedet
I terapi arbejder vi med at finde de andre ord. Det er langsomt. Det er ikke altid behageligt. Men det er også det, der gør, at forandringen holder – fordi den ikke bygger på viljestyrke, men på at der ikke længere er det samme behov.
Hvis du genkender noget af det her, så vid, at du ikke er alene med det. Og at det kan blive anderledes.