Når uroen ikke vil slippe
Angst er ikke en fejl i systemet. Den er et signal – ofte et gammelt et. Her er, hvordan jeg tænker om uro, og hvorfor "tag det roligt" aldrig har hjulpet nogen.
(Eksempelindlæg – slet eller skriv om.)
De fleste, der kommer til mig med angst, har allerede prøvet at tænke sig ud af den. De ved godt, at faren ikke er reel. De ved godt, at de burde slappe af. Og de kan ikke.
Det er ikke, fordi de ikke prøver hårdt nok. Det er, fordi angst ikke bor i den del af os, der lytter til argumenter.
Uroen som signal
Jeg tænker på angst som et signal, der er blevet hængende. Engang var det nyttigt – det fik os til at være på vagt, til at gøre os umage, til at holde os tæt på dem, vi var afhængige af. Men signalet blev ved med at lyde, længe efter at situationen var forbi.
Når man forstår det sådan, giver det mening, at “tag det roligt” ikke virker. Man kan ikke slukke en brandalarm ved at forklare den, at der ikke er brand.
Hvad vi gør i stedet
I terapi arbejder vi med at lære uroen at kende, i stedet for at bekæmpe den. Hvornår kommer den? Hvad går den forud? Hvad er den bange for, at der sker, hvis du ikke lytter til den?
Det lyder langsomt, og det er det også. Men det er den vej, der holder – fordi den ikke bygger på at overtale sig selv, men på at kroppen efterhånden opdager, at den kan slippe.
Hvis du genkender noget af det her, så vid, at du ikke er alene med det. Og at det kan blive anderledes.