Til dig, der er pårørende
Du vil så gerne hjælpe. Og alt, hvad du siger, ser ud til at gøre det værre. Her er nogle af de ting, jeg oftest siger til forældre og partnere.
(Eksempelindlæg – slet eller skriv om.)
At være tæt på et menneske med en spiseforstyrrelse er noget af det mest magtesløse, man kan opleve. Du ser det ske. Du kan ikke stoppe det. Og hver gang du forsøger, lukker den anden mere i.
Tal ikke om mad
Det er det første, og det er det sværeste. Kommentarer om mad, krop og vægt – også de positive – bliver næsten altid hørt igennem spiseforstyrrelsens filter. “Du ser godt ud” kan betyde “du har taget på”. “Har du spist?” kan betyde “jeg holder øje med dig”.
Spørg i stedet, hvordan dagen har været. Hvad der fylder. Om der er noget, du kan gøre.
Du skal ikke redde nogen
Du kan ikke behandle din datter, din kæreste eller din ven. Det er ikke din opgave, og det er heller ikke muligt. Din opgave er at være der. At blive ved med at være der, også når det er kedeligt og frustrerende og uden synlig fremgang.
Pas på dig selv
Det lyder som en kliché, men det er alvorligt ment. Pårørende brænder ud. Søg selv hjælp, hvis du har brug for det – hos en terapeut, i en pårørendegruppe eller hos nogen, du stoler på. Du må gerne have det svært, selv om du ikke er den, der er syg.