Terapi

Individuel terapi

Vi arbejder med det, der fylder hos dig og undersøger dine overbevisninger, handlemønstre og følelsesmæssige reaktioner.

Jeg tror på, at der altid er gode grunde til, at vi gør, som vi gør. De mønstre og strategier, vi bærer med os, er udviklet engang, hvor de har givet mening. Det er bare ikke altid, at det, der hjalp engang, er hjælpsomt her og nu. Måske endda tværtimod.

I terapien er jeg nysgerrig på det, der ligger bag symptomet. Vi undersøger sammen, hvad der sker i dig, hvordan dine tidligere relationelle erfaringer har formet dig, og hvad der måske står i vejen for det liv og de relationer, du længes efter.

Ofte vil de udfordringer, der gør det svært i vores private liv, også komme til syne i terapien. Når det sker, vil jeg nænsomt italesætte det, så vi sammen kan undersøge og blive klogere på, hvad der er på spil. For når vi bliver bevidste om det ubevidste, får vi mulighed for at gøre noget andet og ændre på det, der føles fastlåst.

Jeg gør mig umage med at skabe tryghed med plads til alle dele af dig. Også dem, du skammer dig over og helst er fri for, og dem, der har modstand og mistro.

Du kan forvente nærvær og empati samt et varmt og ikke-dømmende blik på det, du kommer med.

Tavshedspligt

Alt, hvad du fortæller mig, bliver mellem os. Jeg er underlagt tavshedspligt og følger Dansk Psykoterapeutforenings etiske regler.